Brøndby-tilhængerne må godt have flag og kulørte skilte med i Parken, når de kommer på besøg næste gang. Og det på trods af at der blev ødelagt for cirka 100.000 kroner, da Brøndbys tilhængere var i Parken søndag.
»Vi synes stadig, at det er hamrende åndssvagt, at sådan noget skal være nødvendigt. Men nu har vi sendt et signal til ballademagerne, og der er trods alt tale om mindre skader end sidst. Vi vil også gerne vise imødekommenhed overfor de Brøndby-fans, der trods alt har opført sig eksemplarisk,« siger kommerciel direktør Dan Hammer til Ritzau.
Ved det forrige Brøndby-besøg i Parken anrettede de blå-gules tilhængere skader i Parken for cirka 300.000 kroner.