Ulrik Laursen skal ikke længere bære anførerbindet for FC København. Fremover er det Hjalte Bo Nørregaard, der fører an, når de danske mestre løber på banen. Det meddelte træner Ståle Solbakken under torsdagens træning.
"Ulrik har stor konkurrence på de to centrale forsvarspladser, og det er nok ingen hemmelighed, at han måske ikke kommer til at spille alle kampe i den kommende sæson. Jeg tror derimod, at Hjalte kan løfte sine præstationer op på et endnu højere niveau med anførerbindet om armen," siger træneren til klubbens hjemmeside.
Ifølge den norske træner er Ulrik Laursen dog indforstået med beslutningen.
"Hjalte kan tage arven op efter Ulrik, der har gjort et flot stykke arbejde som anfører, og der er ikke den store dramatik i beslutningen som både Ulrik og Hjalte har forståelse for," forklarer Ståle Solbakken.
Hjalte Bo Nørregaard er ikke helt uvant med rollen som kaptajn. Han har tidligere båret anførerbindet i enkelte kampe. Han har foreløbig spillet 258 kampe i FCK-tøjen.