Selvom FC København onsdag har solgt klubbens største profil, Dame N'Doye, så regner hovedstadsklubben stadig med at komme usvækket igennem transfervinduet, der lukker i starten af september.
Det fortæller FCK's sportschef, Carsten V. Jensen.
- Det siger sig selv, at N'Doye har haft en stor betydning i klubben, så det har været en markant afgang, kan man sige. I første omgang kan det se ud som om, vi er blevet svækket en tak i vores offensive arsenal, siger sportschefen.
- Men vores målsætning er den samme i forhold til transfervinduet, og det er, at vi som minimum er usvækkede. Det kan lyde ambitiøst - især med sådan en afgang her - men det er målsætningen, fortsætter Carsten V. Jensen.
Han nævner blandt andet FCK's leje af Nicolai Jørgensen som et fint eksempel på, at klubben stadig formår at hente kvalitetsspillere.
Og der er flere nye spillere i kikkerten.
- Det er ikke det samme, som at der findes en direkte afløser, der vil kunne gå ind og gøre helt det samme, som N'Doye har gjort. Det kan vi ikke, siger Carsten V. Jensen.
- Vi forbereder hele tiden os selv på, hvad alternativerne er. Så er det selvfølgelig tilgængeligheden og økonomien, der i sidste ende afgør, hvor vi kan sætte grænsen.
- I øvrigt kan vi ikke selv kigge på samme hylde, som vi sælger på. N'Doye kom til fra udkanten af den græske liga og udviklede sig så siden til en spiller, som går ind på et hovedstadshold i en stor liga, fortæller Carsten V. Jensen.
Det præcise beløb, FCK har fået i kassen for senegaleseren, er ukendt, men salget ventes at løfte klubbens resultat før skat med 36 millioner kroner i år.
/ritzau/