FC København risikerer mandag, at førerholdets forspring til FC Midtjylland i Superligaens guldduel svinder ind til tre point.
Her kan FCM med en udesejr over Brøndby udnytte, at FCK søndag tabte med 0-1 til Randers FC i Parken.
Trods nederlaget til Randers er FCK-træner Jess Thorup rimelig fortrøstningsfuld, når talen falder på guldkampen.
- Vi ligger stadig i en gunstig position, og det gør vi jo uanset, om FCM vinder mandag mod Brøndby eller ej, siger Thorup
Cheftræneren afviser at tale om gummiben, som FCM-træner Bo Henriksen ellers har nævnt i forbindelse med FCK. Thorup understreger, at der stadig er mange point tilbage at spille om.
- Det bliver afgjort til sidst i maj, der er meget lang vej endnu, siger han.
Thorup slår fast, at han ikke ønsker at dvæle ret meget ved kampen mod Randers. Det handler i stedet om hurtigt at komme videre, så FCK kan levere en god præstation mod FCM på udebane om en uge.
- Den her kamp skal parkeres hurtigst muligt, og så handler det om at vinde, når vi tager til Herning. Det gjorde vi sidst, så det kan vi også gøre igen.
- Vi tabte tre point i guldduellen, men nu skal vi heller ikke gøre det værre, end det er her lige efter kampen, siger cheftræneren.
Rasmus Falk udtrykte af flere omgange sin skuffelse og overraskelse over nederlaget, og han understreger, at Superligaens førerhold er nødt til at tage det alvorligt, da guldkampen er yderst tæt.
- Vi er nødt til at snakke ud om den her kamp, fordi vi skal finde ud af, hvad fanden der skete her.
- Vi skal være meget bedre end alle andre hold, når vi møder dem i Parken, og jeg tror, at det overrasker de fleste, at det ikke var tilfældet mod Randers, siger han.
Midtbaneprofilen tilføjer, at præstationerne meget hurtigt skal blive bedre.
- Hvis vi bliver ved med at spille på denne måde, så taber vi flere kampe, siger Falk.
/ritzau/