Den senegalesiske angriber Dame N'Doye kan være på vej til FC København, der har givet et bud på omkring 15 millioner kroner på afrikaneren.
"Vi har modtaget en fax fra FC København med et bud på to millioner euro," siger pressechef Stelios Katergiannakis fra OFI Kreta til Ekstra Bladet.
Den 23-årige N'Doye spiller i øjeblikket for den græske bundklub OFI Kreta, men har tidligere slået sine folder i den mere kendte græske klub Panathinaikos.
Ifølge spillerens agent har to-tre klubber vist interesse for N'Doye, siden transfervinduet åbnede.
N'Doye har tidligere spillet i Parken. Det var, da Panathinaikos i 2007 slog FCK 1-0 i Uefa Cuppen.