FC København bliver nu blandet ind i den store spanske matchfixing-sag, der involverer mere end 200 europæiske klubber. Det er de tyske medier Sport-Bild og Der Spiegel, der i dag bringer beskyldningerne. Men de er så hovedløst dumme, at de er direkte chokerende, siger Parken Sport & Entertainments bestyrelsesformand Flemming Østergaard.
"Hold da kæft. Det er fandeme vanvittigt, det har jeg overhovedet ikke hørt om. Der skal meget til for at chokere mig, men det her chokerer mig," siger han til sporten.dk
Beskyldningerne går blandt andet på, at FCK skulle have tabt med vilje i Champions League-kvalifikationen med Apoel Nicosia fra Cypern, men det er en fuldstændig meningsløs påstand, siger Flemming Østergaard.
"Der er vel for helvede ingen, der forestiller sig, at vi skulle være involveret i det her. Hvad glæde skulle vi have af det? Hvis du tager kampene mod APOEL, så skulle vi sige farvel til 125 millioner kroner ved at tabe til Cypern. De må da være hjernedøde," siger Flemming Østergaard til sporten.dk og truer med, at han vil skride til retssag, hvis der bliver skrevet lignende historier igen.
DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, har svært ved at forestille sig, at danske hold skulle være involveret i sagen og navnligt i kampe, der drejer sig om Champions League-kvalifikation.
UEFA vil ikke udtale sig om, hvorvidt der er danske hold indblandet i sagen.
"Vi kan indtil videre ikke give yderligere information, da efterforskningen stadig er i gang," lyder UEFA's svar på en henvendelse fra tipsbladet.dk.