Uden at imponere vandt FC København søndag 2-0 i Parken over Randers FC i Superligaen, og dermed var københavnerne ikke til at ryste efter midtugens pokalexit til ærkerivalen Brøndby.
Et vigtigt signal at sende, mener FCK-anfører Lars Jacobsen.
- Det var selvfølgeligt meget vigtigt. Vi har et kompakt program i øjeblikket, men det var vigtigt at komme tilbage oven på den skuffelse i Brøndby.
- Resultatmæssigt kom vi videre, men vi ved godt, at det spillemæssigt ikke var så godt mod Randers. Vi fik sejren, og det var det vigtigste, men vi skal op i et andet gear på torsdag, ingen tvivl om det, siger højrebacken.
Han henviser til Europa League-opgøret mod Steaua Bukarest i Parken, hvor FCK's videre skæbne i turneringen afgøres.
Lars Jacobsen roser sit hold for at være gode i de få modgange, der har været i sæsonen.
- Vi har været dygtige til at holde vores dårlige perioder i denne sæson nede på en eller halvanden kamp. Det handler om at begrænse de dårlige perioder, du helt sikkert rammer på en sæson.
- Kan vi blive ved som nu, så ser det godt ud, siger Lars Jacobsen.
Andreas Cornelius og Ragnar Sigurdsson scorede for FCK mod Randers FC.
/ritzau/