FC Vestsjælland har flyttet Tommy Møller Nielsen fra jobbet som assistenttræner på holdet i Alka Superligaen. Den erfarne træner er i stedet med omgående virkning blevet scout i klubben. Det skal han være i de resterende to måneder af sin kontraktperiode.
Det meddeler FC Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Her skriver klubben videre, at man ønsker at gøre klart, at der ikke er tale om en fyring af assistenten.
- Vi har ikke en finger at sætte på Tommys assistenttræner-arbejde. Han har til enhver tid leveret kvalitet og fremragende sparring.
- Han er fagligt superdygtig; og det er også derfor, at vi har valgt at beholde Tommys ekspertise inhouse indtil kontraktperioden udløber den 30. juni.
Sådan siger klubbens sportschef Jacob "Gaxe" Gregersen i pressemeddelelsen.
- Vi er nødsaget til at kigge på budgetter, og vores seneste regnskab var i rødt. Det skal vi have rettet op på, fortsætter sportschefen.
Når kontraktperioden løber ud, skal Tommy Møller Nielsen på arbejdsmarkedet og lede efter et trænerjob.
- Mit primære erhverv er naturligvis stadig fodboldtræner, og jeg skal ud at se, hvad der rører sig på det marked også, siger Tommy Møller Nielsen i pressemeddelelsen.
/ritzau/