FC Roskilde suspenderer træner Christian Lønstrup som følge af beskyldninger om matchfixing mod egne spillere.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Denne beslutning skal ses i lyset af de oplysninger, der dagen igennem har været fremme i pressen omkring matchfixing og kommunikationen herom imellem spillertruppen og manager Christian Lønstrup.
FC Roskilde oplyser, at Christian Lønstrup er suspenderet fra dags dato og frem til sæsonafslutningen, som er 26. maj.
- For at sikre ro omkring afviklingen af de sidste to kampe og samtidig få tid til at finde hoved og hale i ovenstående påstande har klubben fundet det fornuftigt at indstille samarbejdet med Christian Lønstrup frem til sæsonafslutningen, således at spillertruppen kan have fuld fokus på de resterende to kampe, skriver klubben på sin hjemmeside.
FC Roskilde forklarer videre, at klubben ikke yderligere ønsker at kommentere sagen før efter sæsonafslutningen. En undtagelse er dog, hvis der skulle opstå nye, faktuelle oplysninger i sagen.
Klubben understreger videre, at den tager afstand fra alle former for matchfixing, og at den vil gøre alt, for at de relevante myndigheder kan få sagen fuldt ud belyst.
Klubejer Carsten Salomonsson bekræftede tidligere tirsdag til BT., at FC Roskilde var i gang med at undersøge sig selv.
Det skyldtes, at Christian Lønstrup mandag på et møde anklagede flere af sine spillere for at stå bag matchfixing i søndagens kamp mod Lyngby.
Her tabte FC Roskilde 1-2 efter to scoringer af Lyngby i slutningen af kampen.
På mødet mandag skulle Christian Lønstrup have fortalt, at han havde beviser for, at flere spillere skulle være involveret i matchfixing i forbindelse med den pågældende kamp.
Danske Spil bekræftede, at man undersøger sagen og er i kontakt med Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Tirsdag aften tog en samlet spillertrup afstand fra beskyldningerne i en udtalelse fremsendt af Spillerforeningen.
- Vi tager i spillertruppen i FC Roskilde skarpt afstand fra matchfixing. Det er en meget voldsom og alvorlig anklage, som ligger meget langt væk fra de værdier, vi har i spillertruppen og i klubben.
- Vi er meget kede af pludselig at blive nævnt i forbindelse med så alvorlig en anklage. Vi står over for en meget vigtig periode af sæsonen med to helt afgørende kampe tilbage, som vi ønsker at holde fuld fokus på.
- Derfor har vi ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver spillerne i udtalelsen.
FC Roskilde ligger på tiendepladsen i landets næstbedste fodboldrække med to point ned til det første hold under nedrykningsstregen, FC Helsingør.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.