Et sandt tæppe af rød konfetti regnede ned over Farum Stadion, da FC Nordsjællands fans søndag benyttede den sidste kamp før vinterpausen til at tage behørigt afsked med klubbens tidligere angriber Tommy Olsen. Den målfarlige angriber, der nåede at score 29 mål i 83 kampe for den nordsjællandske klub, var dog ikke savnet i dagens kamp, hvor de røde farver dominerede totalt. Gæsterne fra AC Horsens løb i bogstaveligste forstand panden mod en rød mur og tabte 4-0.
Det var ellers Horsens-mandskabet, der tilspillede sig kampens første chancer, men derfra gik det hurtigt ned af bakke, for Horsens forsvar var tilsyneladende allerede gået til vinterpause før dagens kamp. Det ellers så kompakte forsvar var i hvert fald stort set ikke eksisterende i flere situationer. I første omgang da Morten Nordstrand egenhændigt afdriblede fire Horsensspillere for derefter at banke bolden i det lange hjørne med højrebenet efter 25 minutter og igen seks minutter senere, da et frækt indlæg fra Jonathan Richter passerede ubesværet gennem feltet og endte i netmaskerne.
Derefter var det en ophidset Horsens-træner, Kent Nielsen, der blev rød-glødende. Men hverken de hidsige udbrud fra sidelinjen eller dundertalen i pausen kunne hive Horsens-spillerne op af dyndet. I stedet kunne FC Nordsjællands Thomas Kristensen øge føringen til 3-0 på en kontra kort efter anden halvlegs start, mens Morten Nordstrand med sit 10. sæsonmål kunne slå sejren fast med endnu en scoring i det 90. minut.
Med sejren må FC Nordsjællands indsats i første halvdel af sæsonen betragtes som godkendt. Holdet går til pause med 30 point og en femteplads i Superligaen. Trods nederlaget overvintrer Horsens over nedrykningsstregen syv point foran Vejle, der er nærmeste forfølger.
FC Nordsjælland - Horsens 4-0
25? Morten Nordstrand 1-0
31? Jonathan Richter 2-0
49? Thomas Kristensen 3-0
90? Morten Nordstrand 4-0