Danmarksmestrene fra FC Nordsjælland leverede en sjælden tam indsats og tabte lørdag med 1-3 på udebane mod et topmotiveret mandskab fra FC Midtjylland.
Hjemmeholdet virkede langt mere tændte end mestrene, som aldrig fik gang i det velkendte kombinationsspil.
I første halvleg sad midtjyderne på det hele, og i anden halvleg spillede de på kontra. Pausestillingen var nemlig 2-0 til FCM, og hjemmeholdet kunne derfor klogt trække sig lidt tilbage.
Alligevel var FCM farligst, og efter 53 minutters spil kunne Mads Albæk upresset sparke bolden ind til 3-0 fra kanten af feltet. Så var den kamp afgjort. I kampens døende sekunder fik Nicolai Stokholm trods alt pyntet på resultatet.
Men det så næsten for nemt ud for midtjyderne.
FC Nordsjællands normalt stærke midtbane - anført af Enock Adu og anfører Stokholm - formåede ikke at sætte angriberne i scene. Og tabet af forsvarskrumtappen Andreas Bjelland var mærkbart.
Midtjydernes anfører Kristian Bak Nielsen styrede derimod sit forsvar sikkert, mens Danny Olsen og Tim Janssen kæmpede godt i angrebet i flot samspil med de offensive afrikanere Rilwan Hassan og Sylvester Igboun.
Hjemmeholdet pressede fra kampens begyndelse FC Nordsjælland baglæns.
Og allerede i det 13. minut gav presset pote. Karakteristisk for mestrenes indsats tabte målmand Jesper Hansen et fladt indlæg fra Danny Olsen, og Rilwan Hassan kunne skrabe bolden det sidste stykke over stregen.
Så skulle man tro, at FC Nordsjælland ville vågne op til dåd. Men ak nej. Midtjyderne fortsatte presset, skabte nye chancer, og efter 33. minutter kunne Tim Janssen sætte sidste fod på et flot angreb.
Målet til 2-0 bankede stor selvtillid ind i midtjyderne, og resten af halvegen trillede de stilsikkert bolden rundt om de lettere chokerede nordsjællændere.
Anden halvleg lignede en ren walkover, og FC Nordsjælland har formentligt lært, at de bliver nødt til at tage Superligaen alvorligt, hvis de skal holde sig i toppen.
Begge hold har tre point efter to kampe.
/ritzau/