I juni sluttede FC Midtjylland på tredjepladsen i Superligaen, men med to spillerunder tilbage af efteråret er midtjyderne nu blot tre point over stregen. Og den placering skal som minimum fastholdes og helst udbygges før vinterpausen.
- Det betyder virkelig meget, hvordan vi ligger efter de næste to runder, så vi ikke skal gå og kigge nervøst i tabellen i januar og februar, siger Danny Olsen.
FC Midtjylland spillede mandag aften 1-1 ude mod AGF i en kamp, som midtjyderne burde have vundet. Men spillet gav håb hos Danny Olsen forud for FC Midtjyllands bundkamp i næste weekend.
- Jeg synes, det lover godt, og vi kan se positivt frem mod vores kamp mod Silkeborg, som selvfølgelig er ekstremt vigtig.
Til den kamp må FC Midtjylland igen rokere om, idet Erik Sviatchenko og Kristian Bak Nielsen er i karantæne.
Til gengæld glæder træner Glen Riddersholm sig over, at han nu igen kan råde over Tim Janssen, der har været hårdt plaget af skader, men som leverede en stærk indsats, da han endelig kunne starte inde mandag aften i Aarhus.
- Han er fremragende næsten hver gang, vanvittig dygtig i presspillet, klog i placeringerne, og han giver os noget substans, som vi har manglet i en periode, siger Glen Riddersholm.
Men hvorfor er sidste sæsons bronzevindere overhovedet med i nedrykningskampen?
- Vi har jo gennemgået en udvikling, hvor vi har skåret væsentligt fra, og vi har haft mange skader. Jeg ved ikke, om man kan tale om et forsømt efterår, for vi arbejder med de midler, vi nu har, siger han.
En vinterpause under stregen lyder dog ikke til at fylde meget i Glen Riddersholms hoved forud for efterårets sidste to kampe.
- Det sker ikke, hvis vi leverer indsatser, som den vi gav mod AGF, mener FCM-træneren.