FC Midtjylland smed en 2-0-føring over styr hjemme på MCH Arena mod FC København fredag aften, da gæsternes Andreas Cornelius kort før tid headede 2-2-udligningen i mål.
Det irriterede naturligvis FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm, som dog så mange gode momenter i sit holds spil.
- Jeg er stolt over indsatsen, vi leverede. Det står stærkest lige nu, at vi leverede til tre point. Og derfor er det selvfølgelig også skuffende, at det kun blev til uafgjort.
- Men jeg synes, holdet fortjener hyldest efter en kamp, hvor vi både så det fungere kollektivt og så den individuelle klasse, holdet har, siger Glen Riddersholm.
I modsætning til flere andre gange i denne superligasæson, mener han ikke, at FC Midtjylland gik mentalt ned mod slutningen - trods FCK's sene udligning.
- Vi knækkede ikke efter reduceringen, og var faktisk stadig i kontrol. Vi gik ikke i panik. Vi talte til gengæld om, at vi desværre ikke fik den belønning, vi fortjente, siger Glen Riddersholm.
Et kvarter før tid reducerede FCK's Cesar Santin til 1-2, da FC Midtjyllands Erik Sviatchenko missede en tæmning i eget felt.
Men den uheldige forsvarsspillers træner håber ikke, han bliver gjort til syndebuk.
- Erik Sviatchenko spillede en pragtkamp og pakkede fuldstændig Andreas Cornelius ind. Og derfor er det ærgerligt, hvis det er hans fejl, at fokus falder på, mener Glen Riddersholm.
/ritzau/