Det er sæson for at se på sommertøj, men det er også ved at være tiden, hvis man som fodboldklub skal finde sig en ny træner til efter sommerferien.
Det skal man i FC Midtjylland, og nu sættes klubben i forbindelse den engelske træner Chris Turner, der blandt andet har en fortid som målmand i Manchester United.
Ifølge det danske website bold.dk har midtjyderne inviteret den 52-årige englænder til Herning. Det erindrer Jens Ørgaard, sportsdirektør i FC Midtjylland, ikke, men han vil gerne bekræfte, at man er i kontakt med englænderen.
"Jeg kan sige, at der er mange, der har lagt billet ind på jobbet og han er en af dem, men yderligere kommentarer har jeg ikke til det," siger Ørgaard til sporten.dk.
Turners frieri til FC Midtjylland skal ifølge bold.dk være støttet af Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, der vil tale for det engelske emne.
Allan Kuhn forlod tidligere på foråret FC Midtjylland, som nu styres af Glen Riddersholm.
Kilder: Bold.dk, sporten.dk