FCK dominerede, men nok engang kneb det med effektiviteten, og så kunne Randers løbe med sejren og alle tre point i lørdagens opgør på Essex Park.
Dermed fortsætter mareridtet for Ståle Solbakken og FC København, der risikerer at være otte point efter førerholdet AaB, når nordjyderne mandag har overstået deres kamp mod Esbjerg.
Randers kom foran allerede i første halvleg, da Søren Berg iskoldt udnyttede et flot oplæg fra franske Bedi Buval. Herefter stod der FCK på det meste af spillet, mens Randers hele tiden var farlige på kontraerne.
Et kvarter før tid lykkedes det endelig for FCK, der havde cheftræner Ståle Solbakken henvist til tribunen efter sin bortvisning fra pokalkampen i Esbjerg: Indskiftede Morten Nordstrand viste målnæsen på en returbold, og så lugtede mestrene sejren.
Randers ville det dog anderledes, og efter et boldtab af Jesper Grønkjær og endnu en kvik kontra kunne Fabinho med et kanonmål fra kanten af feltet sparke tre point hjem til kronjyderne og sende københavnerne retur til hovedstaden med en ny skuffelse i bagagen.