FC Københavns talenter kommer til at spille en slags Champions League til efteråret.
Allerede fra den kommende sæson kan Europas unge fodboldtalenter nemlig se frem til at spille i en kopi af verdens største klubturnering.
Det skriver FC København på sin hjemmeside.
- Uefa Youth League er et meget spændende initiativ, som vi hilser velkommen i FC København. Det er et stort match for vores U19-spillere, som i den grad vil blive testet på allerhøjeste niveau, siger FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Det europæiske fodboldforbund Uefa meddelte for et par uger siden officielt til klubberne, hvordan Uefa Youth League kommer til at se ud. Og den bliver en direkte spejling af den rigtige Champions League. De deltagende hold, bliver også de 32 hold, som i forvejen har hold med i Champions Leagues gruppespil.
FCK regner med at afvikle kampene enten aftenen før eller om eftermiddagen på kampdagen for seniorholdets Champions League-kampe. Dog ikke i Parken, men på Østerbro Stadion eller Frederiksberg Idrætspark.
Turneringen skal foreløbig køre i to sæsoner, hvorefter Uefa vil evaluere.
/ritzau/