Der bliver fyldt på tribunerne, når FC København og Brøndby tørner sammen i Telia Parken i København på søndag.
FC København kan med en sejr sikre sig det danske mesterskab, og det er der så mange mennesker, der gerne vil overvære, at de røde lygter nu kan hænges ud.
Klubben oplyser, at kampen er udsolgt, hvilket vil sige, at der er afsat lige under 36.000 billetter.
Folk, der ikke har fået billet til kampen, opfordres til at skrive sig på en venteliste.
- Erfaringsmæssigt får vi nemlig altid et mindre antal billetter retur fra for eksempel partnere, der ikke fuldt ud kan udnytte deres billetpakke, lyder det fra FC København.
Dermed bliver der sat sæsonrekord i Superligaen. Den hidtidige rekord blev sat, da Brøndby senest var på besøg i Parken 12. august.
Her overværede godt 27.000 tilskuere FC København vinde 3-1.
/ritzau/