F.C. København har i dag skrevet kontrakt med SønderjyskEs U21-landsholdsspiller Søren Frederiksen.
Offensivspilleren tiltræder på en 3-årig kontrakt, men udlejes samtidig til SønderjyskE for hele den kommende sæson, oplyser FC København på klubbens hjemmeside.
"Søren er den type spiller, man falder for, når man ser ham spille. Hans fysiske forudsætninger, naturlige gode boldomgang og uimponerede, fremadrettede stil, gør ham til en meget interessant spiller," siger sportsdirektør Carsten V. Jensen og forklarer hvorfor, FCK har valgt at leje Søren Frederiksen ud.
"For at fortsætte sin udvikling har Søren imidlertid brug for at blive matchet hver eneste uge på højeste niveau, og det sikrer lejeaftalen med SønderjyskE. Vi glæder os til at tage i mod Søren om et års tid," siger Carsten V. Jensen.
Den 20-årige offensivspiller glæder sig til at komme til FC København - om et års tid.
"Det er vigtigt for min udvikling, at jeg får tilstrækkelig med spilletid, og om et år er jeg helt sikkert bedre forberedt på at indgå i FCK-truppen og kunne bidrage maksimalt," siger Søren Frederiksen, der er noteret for otte U21-landskampe.