FC København er blevet politianmeldt af Finanstilsynet for handlen med den tidligere anfører William Kvist.
Ledelsen i selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, offentliggjorde nemlig ikke salget af ham sidste sommer i tide. Det mener Finanstilsynet.
"Finanstilsynet vil derfor i overensstemmelse med dansk lovgivning overgive sagen til politiet med henblik på videre efterforskning," skriver Parken i en fondsbørsmeddelelse her til morgen.
Det er blandt andet Finanstilsynets opgave at føre tilsyn med, at den finansielle lovgivning overholdes af selskaber som Parken Sport & Entertainment.
Og fodboldklubber og selskaberne bag skal hurtigst muligt offentliggøre viden, som har betydning for årsregnskabet. Det vurderes salget af William Kvist at have.
Parken mener dog, handlen er foregået, som den skal.
"Offentliggørelse af salget af kontraktrettigheden på William Kvist til VfB Stuttgart skete hurtigst muligt, idet selskabsmeddelelse nr. 11/2011 af 16. juni 2011 blev offentliggjort umiddelbart efter det tidspunkt, hvor salget af kontraktrettigheden var en realitet," skriver Parken videre.
På den baggrund afviser Parken derfor, at der skulle være sket et lovbrud, lyder det i fondsbørsmeddelelsen.
Kilde: euroinvestor.dk