Barcelona fejrede i den forgangne sæson det spanske mesterskab og sejren i den spanske pokalturnering.
Det skete, efter at klubben forinden solgte verdensstjernen Neymar til Paris Saint-Germain, som valgte at indløse brasilianerens frikøbsklausul.
Den lød på 222 millioner euro, og det svarede på salgstidspunktet til cirka 1,6 milliarder kroner.
Salget af Neymar pyntede i pengekassen hos storklubben, som mandag præsenterede et rekordregnskab for regnskabsåret 2017/18 med en omsætning på svimlende 914 millioner euro (cirka 6,8 milliarder kroner).
Da udgifterne også er til at få øje på i international fodbold, så giver det Barcelona et nettooverskud på cirka 96 millioner kroner.
Efter salget af Neymar slog Barcelona sin egen transferrekord for indkøb to gange, da først Ousmane Dembélé og siden Philippe Coutinho blev hentet for enorme summer.
Til klubbens hjemmeside konstaterer bestyrelsen tilfredshed med regnskabet, som man kalder i tråd med målet om at nå en omsætning på 1000 millioner euro (cirka 7,5 milliarder kroner) i 2021.
Barcelona har før den kommende sæson købt forsvarsspilleren Clément Lenglet, som Barcelona offentliggjorde, at klubben havde betalt 267 millioner kroner for.
Brasilianske Arthur er også hentet i Gremio for cirka 231 millioner kroner. /ritzau/