Der var kun æren på spil, da FC Barcelona søndag aften vandt 2-1 ude over Atlético Madrid i Primera Division.
Barcelona havde sikret sig mesterskabet dagen før, da Real Madrid kun spillede 1-1 ude mod Espanyol, og Atlético Madrid var sikker på tredjepladsen og dermed Champions League-gruppespillet efter sommerpausen.
Mestrene vandt endda uden mål fra superstjernen Lionel Messi. Alexis Sánchez og et selvmål fra Gabi sørgede for de scoringer i anden halvleg, hvor Barcelona vendte 0-1 til 2-1. Radamel Falcao havde kort efter pausen ellers bragt hjemmeholdet foran 1-0.
I en anden søndagskamp var der igen nedtur for Michael Krohn-Dehli, som sammen med Celta Vigo tabte 0-1 ude til Betis.
Dermed har Celta Vigo med to kampe tilbage af sæsonen tre point op til Zaragoza på den rigtige side af nedrykningsstregen. Zaragoza har endda spillet en kamp færre end Celta Vigo.
/ritzau/