Storfavoritterne FC Barcelona vandt i går aftes VM for klubhold - for første gang nogensinde.
De besejrede argentinske Estudiantes med 2-1, da Lionel Messi i den forlængede spilletid sikrede holdet sejren.
Det så ellers i lang tid ud til, at det var argentinerne, der skulle løbe med sejren. Holdet bragte sig nemlig foran, da Mauro Boselli ti minutter inden pausen listede sig ind imellem Puyol og Abidal og headede Estudiantes på sejrskurs.
"De holdt os godt væk fra fadet, men så kom det fantastiske mål fra Pedro Rodriguez, som ændrede det hele. En historisk sejr," sagde midtbanespilleren Xavi Hernandez efter kampen ifølge sporten dk.
Med sejren har FC Barcelona i 2009 vundet seks trofæer i træk. Det spanske mesterskab, den spanske pokalfinale, Champions League og VM for klubhold samt Supercup'er i Spanien og Europa.