Ingen har foreløbig taget skylden for de dødbringende bombesprængninger ved maratonløbet i Boston mandag, og efterforskerne tager et stort antal af mistænkte i betragtning.
Det oplyser det amerikanske forbundspoliti FBI, der leder efterforskningen, sent tirsdag dansk tid.
- Antallet af mistænkte er helt åbent, siger FBI's efterforskningsleder, Rick DesLauriers, på en pressekonference i Boston.
Ifølge DesLauriers foregår efterforskningen efter mandagens bombesprængninger forsigtigt og metodisk.
FBI og det lokale politi har indsamlet bevismateriale fra de to steder, hvor bomberne sprængtes i målområdet, heriblandt sorte rygsække af nylon, som man mener, bomberne har været skjult i.
Indtil videre har man modtaget over 2000 tip i sagen.
/ritzau/AFP