FBI hjælper Norge med at opklare Nobel-nominering af Trump

Den person, som har nomineret Trump til fredspris, har benyttet anden persons identitet, siger Nobelinstitut.
Trump er nomineret til Nobels fredspris, men nomineringen er formentlig falsk, og nu er FBI sat på sagen, bekræfter Nobelinstituttets direktør over for Washington Post.
Trump er nomineret til Nobels fredspris, men nomineringen er formentlig falsk, og nu er FBI sat på sagen, bekræfter Nobelinstituttets direktør over for Washington Post. Foto: Mandel Ngan/AFP

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) skal hjælpe norsk politi med at opklare, hvem der har nomineret den amerikanske præsident, Donald Trump, til Nobels fredspris.

Nobelkomitéen mener, at nomineringen er falsk, og nu er amerikansk politi sat på sagen, skriver Washington Post.

Til avisen fortæller Nobelinstituttets direktør, Olav Njølstad, at instituttet tog kontakt til den person, som havde underskrevet nomineringen.

Denne person, hvis navn ikke oplyses, har bekræftet, at nomineringen er falsk.

- Vi får mange ugyldige nomineringer, som ikke er gyldige, fordi den som nominerer, ikke er kvalificeret.

- Men så vidt jeg ved, er dette det første eksempel på, at nogen har stjålet identiteten på en anden person for at nominere, siger Njølstad.

Sektionsleder Rune Skjold ved politiet i Oslo kan ikke oplyse yderligere om personen, eller hvorfra i verden nomineringen kom.

Bagmændene har brugt den samme falske identitet de seneste to år. Begge gange er identiteten brugt til at nominere Trump.

Begrundelsen for nomineringen lyder, at Trump skal anerkendes for sin "fred gennem styrke-ideologi".

Sidste år blev det af spiludbyderne vurderet som svært usandsynligt, at Trump skulle blive hædret med fredsprisen. Der var meget høje odds på præsidenten.

Fire amerikanske præsidenter har modtaget fredsprisen:

Barack Obama, Theodore Roosevelt, Woodrow Wilson og Jimmy Carter.

Institut for Fredsforskning (Prio) bekræftede i januar, at Donald Trump var nomineret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.