Det amerikanske forbundspoliti, FBI, afviser rapporter om, at den russiske oligark Roman Abramovich, der blandt andet ejer fodboldklubben Chelsea, skulle være tilbageholdt i USA.
- Vi har ikke anholdt ham. Det er ikke sandt, siger en talskvinde for FBI, efter at den finansielle russiske nyhedsportal RBK har oplyst, at den russiske milliardær er tilbageholdt af de amerikanske myndigheder - uden at angive kilder til oplysningerne.
Rapporterne fra RBK kommer på et tidspunkt, hvor der er blevet fremsat spekulationer om, at den 46-årige Abramovich skulle have forbindelse til den russiske oligark Boris Beresovskijs død i weekenden.
- Abramovich er i USA, men han er ikke anholdt eller tilbageholdt, siger talsmanden for den russiske rigmand, John Mann.
Britisk politi har sagt, at alle foreløbige efterforskningsresultater af Beresovskijs død viser, at der er intet, der tyder på, at andre har været involveret i dødsfaldet.
Den 67-årige indædte kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin, blev fundet død i sit hjem ved London lørdag.
- Vi har på nuværende tidspunkt ingen beviser for at antage, at en tredjepart var involveret i Boris Beresovskijs død, sagde vicekriminalkommissær Kevin Brown fra politiet i London søndag.
Beresovskij, som tjente styrtende med penge i Jeltsin-tiden efter Sovjetunionens fald, havde levet i eksil i Storbritannien i mere end et årti.
Hans død gav øjeblikkeligt anledning til spekulationer om, at han var blevet forgiftet som en anden kritiker af Putins styre i Moskva: Aleksander Litvinenko, en tidligere KGB-mand, der var hoppet af i Storbritannien og en bekendt til Beresovskij.
Litvinenko blev i 2006 forgiftet med det radioaktive Polonium-210, som formentlig var anbragt i hans mad, og han døde få uger senere.
Der har været forlydender i russisk presse om, at oligarken kan have begået selvmord, fordi han var i økonomiske problemer efter en tabt retssag til Abramovich sidste år.
/ritzau/Reuters