Tre ligasejre på stribe har fået smilene tilbage på læberne hos Getafes danske trænerduo, Michael Laudrup og John Faxe Jensen. Og holdet er kravlet op i midten af ligatabellen.
Nu er selvtilliden i top, og der er fuld tro på, at næste opgave også kan løses med succes, når Zaragoza venter på udebane søndag aften.
»Vi er inde i en god stime, og vi har en god mulighed for at vinde i Zaragoza. Det har ikke fungeret så godt for dem, og derfor kan det være et godt tidspunkt at møde dem på,« siger John Faxe Jensen.
Zaragoza er et af Spaniens stærkeste mandskaber på papiret, men den nordspanske klub, der blandt andet har fire argentinske landsholdsspillere i truppen, har skuffet fælt.
Ikke noget at fejre
Og holdets kompromiløse angrebsstil passer perfekt til det formstærke Getafe-hold, mener John Faxe Jensen.
»Hvis vi er skarpe på vores kontraer, så kommer vi absolut til at score i denne kamp. Og de seneste tre kampe har vi ikke lukket mål ind selv, så den kombination kan give os sejren,« siger han.
Men selv om Getafe efter den seneste sejr over Barcelona 14 dage tilbage ligger midt i tabellen, skal der fortsat kæmpes benhårdt hver gang, siger midtbanemanden Javier Casquero.
»Jeg forventer, at vi kommer tilbage lige så tændte og med samme indstilling. Når alt kommer til alt, har vi ikke så meget at fejre, for vi er kun to point fra nedrykningsstregen,« siger han til avisen AS.