Getafe har en trumf i ærmet, når den græske storklub AEK Athen i aften venter i UEFA Cuppen. Han hedder Ikechukwu Uche og er for nylig vendt tilbage til Michael Laudrup og John Faxe Jensens disposition efter at have repræsenteret Nigeria ved Africa Cup of Nations.
»Vi er meget glade for, at Uche er tilbage, for han har et meget højt niveau. Det er vigtigt, at vi har et ekstra trumfkort. Uche kan afgøre kampe på egen hånd, og det er vigtigt for den måde, vi spiller kampe på,« siger John Faxe Jensen over telefonen fra Athen.
Går efter sejren
Den 24-årige angriber, der har en vis navnelighed med den legendariske Brøndbyforsvarer Uche Okechukwu, viste allerede sit værd i weekenden, da han kom på banen mod Deportivo La Coruña og sikrede Getafe et enkelt point med sin udligning.
Danskerklubben skal også på måltavlen for enhver pris i aften, så billetten til 1/8-finalen kan køres i hus hjemme i det sydlige Madrid om en uge.
»AEK er et godt hold med masser af erfaring fra Champions League og UEFA Cuppen. Men vi går uden tvivl ud for at vinde kampen, selv om det er på udebane. Men det vigtigste er, at vi får scoret, og det gør vi også, hvis spiller op til vores niveau fra ligaen,« siger assistenttræneren, der ikke er sikker på, om det er en fordel eller en ulempe, at AEK Athen i går fyrede sin spanske træner Lorenzo Serra Ferrer.
Gemmer UEFA Cuppen
Niveauet i ligaen har været noget svingende, og derfor ligger Getafe midt i tabellen. Der er dog kun fire point ned til nedrykningsstregen og seks point op til en UEFA Cup-plads. Så selv om Getafe i klubbens europæiske debutsæson har gode muligheder for at nå langt i UEFA Cuppen, har den hjemlige liga højeste prioritet.
»Vi skal tage et ordentligt spring, før vi satser fuldstændig på UEFA Cuppen. Lige nu har ligaen uden tvivl førsteprioritet,« siger John Faxe Jensen.
Kampen vises på TV3 Plus i aften klokken 19.00.