Trænerskiftet i Randers FC er rykket frem. Colin Todd forlader den jyske fodboldklub med øjeblikkelig virkning, og John Faxe Jensen overtager roret allerede fra mandag den 12. januar.
Det var ellers først meningen, at den tidligere Herfølge-, Brøndby- og Getafe-træner skulle være tiltrådt, efter forårssæsonen var slut.
"Jeg glæder mig til at begynde arbejdet i Randers FC allerede nu, selv om det er med kort varsel. Det er altid godt at starte i en klub i en vinterpause, det giver mig en længere periode til at komme tættere på spillerne, end hvis jeg for eksempel skulle have fulgt dem via en tribuneplads i løbet af foråret," siger John Faxe Jensen til Randers FC's hjemmeside.
Colin Todd mener, at beslutningen om det hurtige skifte var det eneste rigtige for alle parter, og der er ingen bitterhed at spore hos den nu tidligere Randers FC-træner.
"Jeg har virkelig nydt min tid i Randers FC og med glæde kunnet se den fremgang, som klubben har opnået. Jeg håber selvfølgelig, at fremgangen kan fortsætte under John Faxe, jeg vil i hvert fald følge med i klubbens videre udvikling med stor interesse," siger englænderen.
Stig Tøfting fortsætter som assistenttræner i Randers FC, der efter en svingende efterårssæson ligger nummer syv i SAS Ligaen.