Det er en kamp, de næppe nogensiden glemmer, Getafes danske trænerpar, Michael Laudrup og John Faxe Jensen.
Nederlaget til den sydtyske gigant Bayern München 10. april 2008. Dengang da tyskerne indhentede en 3-1 føring på to scoringer i de sidste minutter af den forlængede spilletid af UEFA Cuppens kvartfinale og gik videre på reglen om flere udebanemål.
En forlænget spilletid, der blev set af 9,5 millioner spanske tv-seere og 393.000 danskere, hvilket er årets højeste seertal på TV3 Plus.
Men Getafe har nye store opgaver lige om hjørnet, og det et en stor hjælp midt i nedturen.
»Det havde været grusomt, hvis man skulle på ferie efter denne her kamp. Det hjælper ikke at græde snot. Nu har vi mulighed for at vinde på søndag og på onsdag, og så er vi kommet videre igen. Der en god medicin med to så vigtige kampe,« siger Michael Laudrups assistent, John Faxe Jensen.
Sejr = overlevelse
De to vigtige opgaver er Zaragoza i La Liga, og på onsdag venter Valencia i den spanske pokalfinale, hvor Getafe kan bane vejen for klubbens blot andet europæiske eventyr ved med en sejr at sikre sig adgang til næste års UEFA Cup.
Men først skal klubben lige sikre sig endnu en sæson i den spanske La Primera División. Og med tre point i hjemmekampen mod kriseramte Zaragoza, der ligger under stregen, vil de blåblusede Madrid-drenge have ti point ned til nedrykningsstregen med seks runder igen.
- Vinder vi på søndag, så tror jeg, at meget skal gå galt, hvis vi skal ryge ned under stregen igen, siger John Faxe Jensen.