Går Danmark videre til mellemspillet, så venter der lutter topmodstandere. Søndag bød nemlig på favoritsejre på stribe.
Hvis Danmark når med i mellemspillet, skal holdet møde hold fra gruppe D og E.
I gruppe D sikrede Spanien sig en storsejr med 41-18 over Qatar. Dermed fik de regerende mestre børstet problemerne i kampen mod Egypten af sig.
Tjekkiet ser ud til at blive det andet hold i mellemrunden, efter holdet hev en snæver etmålssejr hjem over Egypten. Dermed ser Egypten og Qatar ud til at være på vej til Presidents Cup.
I Gruppe F rejste Rusland sig efter den uafgjorte kamp mod Sydkorea, da de vandt 35-19 over Marokko. Sidste VM’s nummer to, Kroatien, fører gruppen efter en sikker sejr over Sydkorea på 41-23. Dermed er Kroatien godt på vej videre, mens Rusland og Sydkorea kæmper om den sidste plads i gruppespillet.
I turneringens anden halvdel, grupperne A, B og C er det stort set afgjort, hvilke hold der går videre.
I gruppe A er Tunesien og Slovenien videre. Tunesien vandt med hele 16 mål, 20-36, over Grønland, og dermed må nordboerne afslutte verdensmesterskabet med spilletid i tabernes turnering, Presidents Cup.
Det samme gælder Kuwait, der tabte 23-33 mod Slovenien. Tunesien og Slovenien skal kæmpe om gruppens førsteplads i sidste runde af gruppespillet.
Også gruppe B kunne byde på opvisning i styrkeforskel. Frankrig vandt over Australien med flere mål, end der normalt er i en håndboldkamp, 47-10 blev resultatet, og dermed fører europamestrene puljen. Ukraine vandt 32-29 over Island og er nummer to.
I gruppe C gjorde Polen det af med Brasilien, da de vandt 31-23. Tyskland vandt 32-20 over Argentina. Dermed er Polen og Tyskland videre og skal i den sidste kamp kæmpe om gruppens førsteplads.