Måske er der en fatwa på vej mod Pia Kjærsgaard.
Det sagde Kasem Ahmad, talsmand for Islamisk Trossamfund i dag kort efter Pia Kjærsgaard blev frikendt for at kalde netop trossamfundets medlemmer for landsforrædere under Muhammed-krisen sidste vinter.
- Jeg skal nok komme med en fatwa, som svar på det, hun har gjort, sagde han.
Men en fatwa skal ikke forstås som en dødstrussel, siger Ahmad fredag aften i et interview med TV2.
- Det er en fatwa, der skal negligere og lægge låg på den her sag. Det er det, det handler om. Det er ikke en dødstrussel mod Pia Kjærsgaard, fastslog Ahmad.
Han mener, at lederen af Dansk Folkeparti og Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose ”fører krig mod islam og muslimer”.
- Og vi er nødt til at afslutte den her krig og den her sag, sagde han.
Men fra flere sider møder Islamisk Trossamfund kritik for overhovedet at foreslå en fatwa. Pia Kjærsgaard kalder det ”helt galt,” og også den konservative politiske ordfører Pia Christmas-Møller mener, at det er et forkert signal at sende.
Ifølge internetleksikonet Wikipedia er en fatwa en kendelse, sædvanligvis i sammenhængen udstedt af en autoritet inden for islam, som hovedregel en mufti. Det er en religiøs anvisning givet af en islamisk lærd til vejledning for, hvordan muslimer skal forholde sig til konkrete og aktuelle spørgsmål.
I vesten er den mest kendte fatwa den berømte dødsdom over Salman Rushdie for romanen De Sataniske vers.