Et ekspertudvalg har i et år arbejdet på, hvordan man kan definere en fattigdomsgrænse i Danmark.
* Udvalget har defineret fattigdom som en situation, hvor en person eller en familie ufrivilligt har væsentlig dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning, og hvor situationen skyldes mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske.
* Situationen skal være vedvarende, og hvor personen eller familien ikke eller kun i begrænset omfang har mulighed for selv at ændre situationen.
* En økonomisk fattigdomsgrænse fastsættes ved, at man i tre år i træk har haft en indkomst under 50 procent af medianindkomsten og ikke har en formue over 100.000 kroner per voksen.
* Medianen er det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Medianindkomsten afspejler på denne måde det generelle velstandsniveau i samfundet.
* Studerende og deres familier inkluderes ikke i gruppen af økonomisk fattige, da de frivilligt og kun kortvarigt har lave forbrugsmuligheder, som senere i livet modsvares af højere forbrugsmuligheder.
* Med udvalgets økonomiske fattigdomsgrænse er der ca. 42.200 personer i økonomisk fattigdom i Danmark i 2010.
Kilde: Ekspertudvalg om fattigdom, Social- og Integrationsministeriet
/ritzau/