De forsøger måske at overholde en våbenhvile, men ordkrigen mellem de to største palæstinensiske grupper, Hamas og Fatah, lever i bedste velgående. Nyeste angreb kommer fra et af de ledende medlemmer af Fatah, Muhammad Dahlan, i et interview med israelske medier.
»De har mistet manden på den palæstinensiske gade, som har set, hvad de er blevet til: En bunke mordere og tyve, som henretter ... Fatah-medlemmer,« sagde Mohammad Dahlan ifølge BBC.
Mohammad Dahlan, der er medlem af parlamentet og tidligere sikkerhedschef og minister, organiserede i søndags den største pro-Fatah demonstration i lang tid. Det fik en talsmand fra regeringspartiet Hamas til at beskylde ham for at kaste landet ud i en borgerkrig.
»Vi forbliver vagtsomme over for disse statskupere og deres plots,« sagde Fawzi Barhum ved en pressekonference ifølge AFP.
Hamas vandt parlamentsvalget for et år siden efter flere år med Fatah-styre. Det fik omverdenen til at indføre økonomisk boykot af selvstyreområdet, der kæmper med basale ting som betaling af løn til offentlige ansatte. I december foreslog præsident Mahmoud Abbas fra Fatah-bevægelsen nye valg, hvilket fik kampen mellem grupperne til at bryde ud. Siden er mindst 30 personer blevet dræbt og over 100 såret.