På en pressekonference fortalte Haniya, at de to ledere havde aftalt at trække deres tropper væk fra gaden og sætte mere politi ind for at holde lov og orden. I aftalen lover de palæstinensiske ledere at holde op med at bruge våben i interne konflikter og at fordømme dem, der opildner til vold.
»Vi håber, at alle vil lytte til denne opfordring. Vores folk er større end disse begivenheder. Når alt kommer til alt, er vi jo alle palæstinensere,« sagde Haniya ifølge CNN.
Præsident Mahmoud Abbas hører til Fatah-partiet, mens Hamas har flertal i regeringen. Stemningen mellem de to partier har længe været spændt, og det har ført til flere kampe mellem Hamas- og Fatah-tilhængere. Så sent som torsdag døde tre mennesker i interne kampe i Gazastriben.