Sent torsdag aften stormede den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ sikkerhedsstyrker Gaza Islamiske Universitet, der er en af Hamas’ vigtigste bastioner. Fatah-styrkerne fik kontrollen med universitetet, anholdte adskillige bevæbnede mænd og beslaglagde våben og sprængstoffer, skriver AFP. Angrebet på universitetet skete angiveligt, fordi Hamas’ havde affyret raketter mod præsidentpaladset.
Fatah’s storm på universitetet er en vigtig psykologisk sejr for de præsidentloyale Fatah-styrker, skriver BBC. Universitetet blev grundlagt af Hamas-grundlæggeren Sheikh Yassin og mange af bevægelsens ledende personer har læst eller undervist der.
Kampene ved universitetet var bare et af flere sammenstød mellem de to rivaliserende palæstinensiske grupper. Tidligere på dagen døde seks mennesker, da Hamas angreb en konvoj med leverancer til Fatah. Torsdagens kampe er det hidtil værste brud på den tre dage gamle våbenhvile mellem Hamas og Fatah.