Selv om det voldsomme vintervejr er på retur, vil der i flere dage frem stadig være fastkørte biler i vejkanten.
Først en gang i løbet af den kommende uge regner Falck med, at de sidste sneramte biler vil være fjernet fra vejkanter og grøfter.
»Der holder stadig mange biler rundt omkring, og flere af dem holder på steder, som er svære at komme til, når der er så meget sne. Det er en pukkel, som vi klarer i løbet af den kommede uge,« siger Louis Honoré, kommunikationsdirektør i Falck.
Natten til lørdag ringede omkring 500 bilister til Falck for at få hjælp, mange af dem var kørt fast. Lørdag formiddag sidder 20 bilister rundt omkring på vejene og venter i deres biler.
»Det er bestemt ikke alarmerende. Faktisk har det været en rimelig rolig nat i betragtning af, hvor slemt det har set ud de seneste dage,« siger Louis Honoré.
Lørdag har budt på isslag flere steder i landet, og det har også betydet en del uheld. Heldigvis er de alle sket på steder, hvor det har været muligt for redningskøretøjerne at komme frem.
Falck har endnu ingen henvendelser om vandskader, men det kan blive et stort problem, når tøvejret kommer til de tilsneede områder lørdag eftermiddag og aften. Derfor rådes husejere til at få fjernet sne fra tage, trappeskakter og husmure.