Ikke nok med, at en 34-årig mand blev alvorligt kvæstet, da han i morges kørte galt i Aalborgområdet, han måtte også sidde fastklemt i en time før politiet fandt frem til ham.
Manden kørte søndag morgen galt i det tågede og glatte vejr i nærheden af Blenstrup syd for Aalborg. Bilen snurrede rundt og endte på taget, og manden blev klemt fast, skriver nordjyske.dk.
En politipatrulje forsøgte at finde bilen, men det var forgæves. I virkeligheden kørte patruljen rundt otte kilometer fra det sted, hvor den fastklemte mand befandt sig.
Det vidne, der havde ringet om en væltet bil, var nemlig ikke kendt i området, og på grund af tågen, kunne han ikke give præcise oplysninger om stedet.
Først tre kvarter efter den første melding fik politiet en opringning fra en anden bilist. Denne gang lykkedes det dog at finde frem til bilen med den kvæstede fører, der kunne skåret fri og kørt på hospitalet.
Manden har muligvis fået indre blødninger i hovedet, oplyser Nordjyllands Politi.