I løbet af syv år vil sandwichgiganten Subway åbne flere end 50 spisesteder i Danmark.
Det skriver Ekstra Bladet.
Subway er kendt for dets Footlong-sandwich, og har før forsøgt at få fodfæste på det danske marked. Det blev ikke en succes, men der er stadig én Subway-restaurant i Danmark. Den er placeret i Kolding Storcenter.
- Vi arbejder i øjeblikket på udrulningsplanen, og de første åbninger vil være i hovedstadsområdet i løbet af efteråret, oplyser Subways landechef i Danmark, Dorte Gleie, til Ekstra Bladet.
Subway ejes af den amerikanske kapitalfond Roark Capital, som for et par år siden købte fastfoodkæden for svimlende 62 milliarder kroner.
Virksomheden driver på verdensplan tæt på 37.000 restauranter i flere end 100 lande.