Fastfoodkæden McDonalds stopper sit langvarige engagement som sponsor for De Olympiske Lege.
Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fredag.
- IOC og McDonalds annoncerer, at de efter gensidig aftale bringer deres verdensomspændende samarbejde til en ende, lyder det fra IOC.
Den amerikanske fastfoodkæde har været OL-sponsor siden 1976 og stopper sit engagement med øjeblikkelig virkning.
McDonalds vil dog være sponsor for vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang i februar 2018, skriver nyhedsbureauet AFP.
De næste sommerlege afvikles i den japanske hovedstad, Tokyo, i sommeren 2020.
Også her var det planen, at McDonalds skulle være sponsor, men det bliver ikke tilfældet.
/ritzau/