Normalt forbinder man fastfood-burgerkæder såsom McDonald's og Burger King med, ja, burgere og fritter. Men kæderne er begyndt at forny sig selv og deres koncepter. Således har McDonald's stor succes med deres barrista-kaffe, som de sælger under sloganet "Baristakaffe – til hvad den burde koste" med slet skjult hentydning til de rasende dyre café-priser på kaffe generelt.
Og Burger King fejrer fastelavn med – ikke en bøfburger-fastelavnsbolle, men en rigtig fastelavnsbolle, som de kalder Semlaburger.
Ved introduktionen i weekenden blev den udsolgt i alle de større byer herhjemme, og der var ovenikøbet kø for at få fingre i Semla.
Burger Kings danske landechef, Carsten Lambrecht kan ikke få armene ned af begejstring.
- Jeg er dybt imponeret over danskernes varme modtagelse af vores nye produkt, Semlaburgeren. Vi vidste godt, at danskerne var vilde med fastelavnsboller, men når man innoverer en folkekær klassiker og tilføjer nye elementer som en brownie, og samtidig bryder med den traditionelle form, kan man aldrig vide sig sikker på modtagelsen. Vi arbejder på højtryk for at få leveret endnu flere Semlaburgere til restauranterne, fortæller han til Avisen.dk