Farvestrålende dansk tøjmærke fortsætter voldsom vækst

Ganni, der laver populært tøj med alskens mønstre og farver, mangedoblede overskuddet i 2017, viser regnskab.
Der bliver taget billeder af den nye kollektion under et Ganni modeshow i 2017.
Der bliver taget billeder af den nye kollektion under et Ganni modeshow i 2017. Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix

Pengene fosser gennem kasseapparaterne i tøjkæden Gannis butikker. Og i 2017 blev pengestrømmen kun stærkere.

Det viser regnskabet for 2017 fra selskabet, der i starten af året blev solgt til en kapitalfond for et stort, trecifret millionbeløb.

- Ledelsen anser resultatet for tilfredsstillende, står der i den kortfattede ledelsesberetning i regnskabet, der blev registreret hos Erhvervsstyrelsen fredag eftermiddag.

Bruttoresultatet - indtægterne efter udgifterne til produktion - blev næsten fordoblet til 109 millioner kroner.

Og nettoresultatet - de penge, der er tilbage, efter at alle udgifterne er betalt - blev næsten tredoblet til 46,5 millioner kroner fra 17,1 millioner kroner i 2016.

For blot fire år siden, i 2014, lød bruttoresultatet på 28,8 millioner kroner og nettoresultatet på 3,5 millioner kroner.

Ganni blev grundlagt i 2000, men det blev i 2009 overtaget af kreativ direktør Ditte Reffstrup og hendes mand, Nicolaj Reffstrup.

Siden da er det gået stærkt for Ganni, der nu har over 400 butikker i Danmark, Norge og Sverige.

Selskabet har formået at ramme tidens smag. Ifølge Ditte Reffstrup, der stadig er kreativ direktør, er mærket inspireret af "modige kvinder".

Den markante vækst fik i starten af 2018 ejerne, der ud over ægteparret Reffstrup talte René André Dyhring Mikkelsen, til at sælge 51 procent af selskabet til kapitalfonden L Catterton for - ifølge Finans - lige over 500 millioner kroner.

- Jeg følte, at vi havde taget Ganni til et punkt, hvor vi var nødt til at lede efter en partner, og det skulle være én, der kunne tage det, vi er gode til, og løfte det på et internationalt plan, sagde Nicolaj Reffstrup på det tidspunkt ifølge Finans.

L Catterton er blandt andet ejet af giganten bag Louis Vuitton, LVMH.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.