Indtil i dag var Jeppe Kofod en af Socialdemokraternes unge rising stars .
Og han var et helt realistisk bud på en udenrigsminister, hvis regeringen igen skulle skifte til den røde socialdemokratiske farve, mener politisk journalist på Weekendavisen Hans Mortensen.
- Han var en person, som nogen har troet på kunne blive til noget. Et bud på en ny udenrigsminister. Han har været en del af den nye generation, som man havde store forhåbninger til.
I en pressemeddelelse oplyser Jeppe Kofod, at han har haft et "moralsk upassende forhold" til en 15-årig pige, og at han med øjeblikkelig virkning trækker sig som udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne.
Hvilken effekt, forholdet til pigen og et farvel til ordførerskabet får for Jeppe Kofods politiske fremtid på længere sigt, tør Hans Mortensen ikke spå om.
I skyggen af de ældre
Selvom Jeppe Kofod måske var et bud på en kommende udenrigsminister, kalder Hans Mortensen ham for en neutral politiker . En der har holdt sig ude af de værste magt- og fløjkampe og i stedet kørte sit eget løb.
- Han har i stedet forsøgt at profilere sig på udenrigspolitikken. Men også her har han de seneste år stået i skyggen af den ældre generation. Blandt andet fordi en profil som Mogens Lykketoft også har markeret sig på det område, forklarer Hans Mortensen.
Han betegner Jeppe Kofod som en politiker, der indtil i dag helt klart var på vej op i partiet. Det gik bare ikke så stærk, som mange troede, da han overtog posten som udenrigsordfører.