Lige siden DSB for 160 år siden satte det første tog på skinnerne, har det været muligt at tænde en pibe eller ryge en cigaret på rejsen. Det er det ikke længere.
Alle DSB’s tog bliver nemlig helt røgfri fra køreplansskiftet i dag, søndag 7. januar. Det betyder, at hverken passagerer, billetkonduktører eller lokomotivførere fremover må ryge i togene.
Allerede i begyndelsen af 2006 skar DSB ned på antallet af rygerpladser fra cirka 25 procent til 8-10 procent. Ifølge DSB betød det dog ikke, at der blev rift om rygepladserne. Faktisk har de typisk været de sidste pladser, der blev udsolgt. Og nu er det altså helt slut med dem.
1. april træder den nye lov om røgfri miljøer desuden i kraft. Det vil betyde, at det bliver forbudt at ryge i alle kollektive transportmidler, på private og offentlige arbejdspladser, sygehuse og serveringssteder. Der bliver dog mulighed for at lave rygerum, opstille rygekabiner og tillade rygning på enkeltemandskontorer. Ligesom små serveringssteder under 40 kvadratmeter kan tillade rygning, hvis de selv ønsker det.