Det vil i fremtiden være endegyldigt slut med den lille hyggelige landsbyskole. Kommunalforskerne vurderer nemlig, at politikerne i de nye storkommuner hver vil lukke i gennemsnit tre folkeskoler, skriver Jyllands-Posten. Dermed ser det ud til, at eleverne på 3-400 små skoler må finde et andet sted at gå i skole.
»Skolelukninger var svære at gennemføre i små kommuner, fordi modstanderne udgjorde en stor del af vælgerkorpset. Nu er kommunerne blevet meget større, og modstanderne fra en lille skole udgør kun en meget lille del af vælgerkorpset, som politikerne ikke i samme grad behøver lytte til. Det er kalkulen, som nu fører til mange lukninger,« siger kommunalforsker Poul Erik Mouritzen, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.
Han bakkes op af forskningsleder Henrik Christoffersen fra Anvendt KommunalForskning.