Efter to et halvt år drejer natklubben Fabriken i Klostergade nøglen om og siger tak for denne gang. Spillestedet lukker og overtages af tyrolerstemning og bierstube fra Heidis Bier Bar.
Lukningen skyldes ifølge ejer af Fabriken Alexander Nitze at for meget ansvar pludselig lå hos én person.
»Gennem længere tid har min bror og jeg kørt stedet sammen med vores bestyrer. Men for nogle måneder siden valgte vores bestyrer at stoppe, og samtidig flyttede min bror til London. Siden har jeg forsøgt at finde en løsning, så stedet kunne køre videre, men det er altså mislykkedes,« siger han.
Populært alternativ
Natklubben er ellers blandt Århus mest populære spillesteder for store dj s og alternativ musik inden for elektronisk musik, hiphop og anden undergrund.
»Det er gået rigtig godt. Vi har vist, at et sted som Fabriken kan fungere i Århus, selvom vi satser på mindre strømlinede navne. Så det giver håb for fremtiden,« siger Alexander Nitze.I stedet for dunkende dancerytmer og skæve koncerter overtages lokalerne for fremtiden af bierstube og tyrolermusik, når konceptbaren Heidis Bier Bar åbner til september. Kæden har allerede to lignende værtshuse i Odense og København.
»Det bliver noget med østrigske landskabsmalerier og afterskiing, så der er mulighed for en sjov tur i byen. Men kulturelt bliver det en noget anden oplevelse,« siger Alexander Nitze.
Fabriken har sidste åbningsdag 25. august, hvor gamle kendinge og dj s med kontakt til stedet spiller afskedskoncert.