Danmarkskortet ændrer sig drastisk i øjeblikket. Danskerne strømmer til hovedstaden og forlader landets udkantsområder, der stadig bliver mere affolket.
Sidste år voksede København med næsten 10.000 indbyggere - det største boom siden Anden Verdenskrig. Samtidig regner Københavns Kommune med, at 60.000 flere danskere i 2025 kan kalde sig københavnere. Det skriver Politiken.
Og det er især de ressourcestærke danskere, der flytter til hovedstaden, ifølge seniorforsker Ulf Hjelmar.
"København tiltrækker de ressourcestærke, der har penge og betaler skat, og som andre kommuner fisker efter. Derfor er hovedstadens udfordringer ikke nær så store som mange andre steder. I det hele taget er vi i disse år vidner til en markant forandring af Danmarkskortet, og vi savner en samlet strategi for, hvad vi stiller op med folkevandringen," siger Ulf Hjelmar til avisen.
Sammensætningen har da også ændret sig de senere år. Antallet af børnefamilier er steget med 30 procent de sidste 20 år, og mange unge vælger at slå sig ned for at arbejde eller studere.
Overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over Københavns store popularitet.
"Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe fordel for hovedstaden at få flere tilflyttere og børn. Særlig når vi når om på den anden side af finanskrisen, når der bliver rift om arbejdskraften. Men den store opgave bliver nu at overbevise regeringen om, at vi skal have lov til at investere os til billigere løsninger inden for børnepasning, skoler og byudvikling," siger han til avisen.