»Jeg er meget ked af det, men jeg kan ikke komme uden om det. Jeg sigter hermed Leif Frimand for falsk forklaring for retten.«
Dagens retsmøde i Farum-sagen i Østre Landsret tog fredag en dramatisk drejning, da anklageren, vicestatsadvokat Flemming Denker, midt i retssagen besluttede sig for at sigte Farums Kommunes tidligere ordførende direktør, Leif Frimand, for falsk forklaring.
Han bliver blandt andet tiltalt for at sige, at han ikke kendte til et notat, som han selv havde skrevet.
Det skriver Jp.dk.
Leif Frimand er tidligere blevet idømt et år og tre måneders betinget fængsel for – sammen med borgmester Peter Brixtofte – at have ladet Farum Kommune betale ni millioner kroner for meget for et byggeri til entreprenørselskabet Skanska, der til gengæld sponsorerede byens håndboldklub. Leif Frimand har accepteret dommen på grund af sit helbred, men han nægter fortsat at kende noget til den ni millioner kroner dyre overfakturering.
Men da han har accepteret dommen, mødte han fredag ikke som tiltalt i Østre Landsret – men som vidne med dertil hørende pligt til at fortælle sandheden. Og da hans forklaring ifølge anklageren og byretsdommen ikke er i overensstemmelse med sandheden, faldt sigtelsen altså prompte fra vicestatsadokaten.
Sigtelserne drejer sig også om, at Leif Frimand påstår, at han ikke kendte til, at der var en difference på ni millioner kroner mellem budgettet og aftalen om renoveringen af Stavnsholthallen.
Det er kun Peter Brixtofte og en tidligere direktør fra Skanska, som har anket deres dom til landsretten. De to øvrige dømte, Leif Frimand og den anden tidligere Skanska-direktør, som har tilstået og senere skal vidne i landsretten, har ikke anket.