Flere gange om måneden bliver forskellige fødevarer kaldt tilbage af Fødevarestyrelsen.
Nogle gange er det ”bare” manglende varedeklaration, der kan føre til tilbagekaldelse. Denne gang, er det langt mere alvorligt.
Fire forskellige poser vingummier bliver nu forbundet med decideret kvælningsfare ved indtagelse, og bliver øjeblikkelig tilbagekaldt.
Det drejer sig om vingummier af mærket Yuki&Love OJuicy! Fruit Jelly, i smagsvarianterne mango, litchi, passionsfrugt og grape.
- Grundet størrelsen af produktet kan små børn sluge produktet helt. På grund af tilsætningsstofferne E410 og E407 kan produktet derudover svulme op i svælget. Derved udsættes små børn for kvælningsfare ved indtagelse af produktet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Vingummierne er solgt i følgende butikker:
Minh Anh Trading, Banegårdspladsen 16, 8000 Aarhus C
N&M Asian Shop, Strandbygade 51, 6700 Esbjerg
Far East Trading, Banegårdsgade 38, 8000 Aarhus C
Smid dem ud
Har man købt vingummierne rådes man til at levere dem tilbage til butikken eller straks at smide dem ud.