Hvis der gemmer sig en slikkepind blandt fredagsguffet, skal du passe på, før du eller dine børn går ombord i slikskålen.
Fredag eftermiddag har Normal A/S via Fødevarestyrelsen tilbagekaldt et helt parti slikkepinde, som kan være decideret farlige at spise.
Der er nemlig fundet metalstykker i slikkepindene.
- På grund af en fejl er der risiko for synlige metalstykker i produktet på 3-5 mm. Metalstykker i produktet udgør en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen, lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.
Det drejer sig om alle slikkepinde af mærket "Lolli", som sælges i poser med 25 styk forskellig farvede slikkepinde i.
De er solgt over hele landet i Normal-butikker, og kunderne rådes til at smide slikkepindene ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.