De farlige stoffer ftalater er et langt større problem i hospitalsudstyr end det legetøj, der konstant tales om. Det fastslår en videnskabelig EU-komité, som den danske seniorforsker Ole Ladefoged er medlem af. Her er man ikke i tvivl om, at ftalaterne i hospitalsudstyr er langt mere problematiske end de tilbageværende ftalater i legetøj.
»Det er uhyggelig store mængder, der overføres fra hospitalsudstyr til patienter. Op til 1.000 gange mere end det tolerable daglige indtag«, siger Ole Ladefoged, der til dagligt arbejder på Danmarks Fødevareforskning, til Politiken.
Ifølge EU-komiteen er der behov for en »markant risikoreduktion«.
Værst er problemet med udstyret til at holde for tidligt fødte børn i live. Her står det dog bedre til i Danmark end mange af de andre EU-lande. Men vi bruger det stadig og andre stærkt problematiske ftalater i dialyseslanger til en stor del af de cirka 2.500 danske nyrepatienter, der meget ofte skal have renset blodet.
Nogle danske babyer får også suget svælget med ftalat-holdigt kateter.